Leder: Vi kan i det offentlige

af kommunaldirektør Per Mathiasen

En gang imellem bliver bestemte løse antagelser på forunderlig vis til sandheder. På den måde siges der mange sandheder om det offentlige. F.eks. at vi har et højt sygefravær, og at det er udtryk for at vi har en stor ledelsesmæssig udfordring. Altså noget med at vi i det offentlige nok har en lidt sløj arbejdskultur, dårlig ledelse osv.

Har offentlig ansatte mange sygedage?

Ved første øjekast må man konstatere at det er korrekt, at der er et højere sygefravær i den offentlige sektor, end i den private. Medarbejdere i de danske kommuner har i gennemsnit 12,5 sygedage om året, mens medarbejdere i det private har 8,1. Og hvis man ikke mener man behøver gøre sig anstrengelser for at undersøge hvad årsagen til denne forskel kan være, kan man jo støtte sig til sandheden. Man behøver nærmest ikke sige mere. Det ligger ligesom i luften. Det offentlige… nåh ja.

Køn og alder har betydning for sygefraværet

Men faktisk vil man med bare en lille smule grundighed og en ærlig interesse for sagen afsløre en anden sandhed. Aktuelle analyser viser at forskellen kan forklares med grundlæggende forskelle i medarbejdersammensætningen.

Kvinder har ca. 50 % mere sygefravær end mænd. Det skyldes jo blandt andet helt naturlige forhold som graviditet, barsel osv. I kommunerne er 77 % af medarbejderne kvinder, hvor det er 35 % i den private sektor. Medarbejdere i kommunen er i gennemsnit ca. 5 år ældre end medarbejdere i det private og sygefraværet stiger, statistisk set, med alderen. Forskellen mellem sektorerne kan faktisk forklares ud fra disse to simple faktorer alene: Køn og alder.

Plads til social ansvarlighed

Dertil kan man lægge, at vi i det offentlige har en mere rummelig arbejdsplads. Vi har mere end dobbelt så mange ansat i skånejob og lignende. Det kan vel også forklare en del af sygefraværet. Og endelig er omkring halvdelen af vores kommunale medarbejdere beskæftiget med pleje og omsorg – områder, hvor der typisk er større risiko for sygefravær.

God og sund arbejdskultur

Når man går lidt mere grundigt ind i sagerne viser det sig altså, at det måske er nærmere sandheden at sige, at vi i det offentlige faktisk har et relativt lavt sygefravær i forhold til det private. Det undrer mig ikke. For jeg ved jo, at vi i Skive Kommune har en god og sund arbejdskultur og engagerede og dygtige ledere og medarbejdere.

Sundhed, trivsel og engagement

Der er mange gode grunde til at være stolt over at være ansat i en kommune – ikke mindst når det er Skive Kommune. Vi har jo et af de laveste sygefravær blandt danske kommuner. Det er dog stadig en fordel, for både arbejdspladsen og den enkelte medarbejder, at have så lidt sygefravær som muligt. Derfor vil en målrettet indsats for at holde sygefraværet på et rimeligt niveau fortsat være højt på dagsordenen for Skive Kommune. Vi vil arbejde aktivt for fortsat at have attraktive arbejdspladser præget af sundhed, trivsel og engagement.

 

Publiceret 25-02-2009