Leder: 1 + 1 gi’r mere end 2

af kommunaldirektør Per Mathiasen

”Samskabelse” kaldes det, når kommunen aktiverer borgere og virksomheder som medskabere af det lokale velfærdssamfund og i udvikling af egnen. Samskabelse er ét blandt seks temaer, vi i øjeblikket stiller skarpt på i forbindelse med opdateringen af vores udviklingsstrategi ”Sammen ad nye veje”. De øvrige temaer er: ’Integration’, ’Forebyggelse og tidlig indsats’, ’Partnerskab og investering’, ’Helhed’, og ’Ledelse og organisation’.

Kort fortalt handler samskabelse om, at vi som kommune ikke kan løfte hele opgaven alene. Vi har brug for, at alle aktører bidrager, og at alles ressourcer sættes i spil. Velfærd og udvikling bliver i højere grad et fælles anliggende, og det bliver centralt for os som kommune, at vi kan aktivere og inddrage borgere, virksomheder og en række andre aktører.

Vi gør det allerede på en lang række områder. Skive DNA, hvor 70 virksomheder og foreninger sammen med folkeskolen har udviklet helt særlige undervisningsforløb, er ét godt eksempel på samskabelse. Det samme gælder Frivillighedscenter Skive, som styrker det frivillige arbejde og Energibyen Skive, som har sat bæredygtighed højt på lokale aktørers dagsorden.

Samskabelse er, når 1 + 1 gi’r mere en 2, fordi der opstår noget helt nyt. Det er der brug for, når vi skal løse de store udviklingsopgaver, som vi står overfor de kommende år. Vi skal derfor fremover initiere endnu mere samskabelse indenfor erhvervsudvikling, byudvikling, landsbyudvikling, m.v.

Skive Kommune er en organisation i bevægelse, og det kræver, at vi står sikkert på vores grundlag. Derfor er det gavnligt, at vi de seneste måneder har brugt tid og ressourcer på at arbejde med vores værdier, vision og mission samt ledelse og udviklingsstrategi.

I dette nummer af GNIST kan du læse en reportage fra en af vores fire workshops, hvor i alt 400 ledere og medarbejdere repræsenterede alle 4.500 medarbejdere fra alle kommunens arbejdspladser. Jeg havde selv fornøjelsen af at deltage i samtlige workshops, og som altid var det en fornøjelse at opleve medarbejdernes engagement, seriøsitet og åbenhed i det store gruppearbejde.

Alle arbejdspladser bidrog med en værdihistorie, som bliver samlet og udgivet, så de kan bruges i det videre arbejde i afdelingerne. Uanset den store fælles indsats, så er det i sidste ende ude på hver enkelt arbejdsplads, værdierne skal leve.

Men netop fordi vi har kigget på det sammen, drøftet, debatteret og delt vores historier, har vi fået nye dimensioner på det, og forhåbentlig får værdierne endnu mere værdi, så 1 + 1 også i den sammenhæng giver mere end 2.

 

Publiceret 15-03-2016