Leder: Vi kan og vi vil

af kommunaldirektør Per Mathiasen

Vi er kommet godt i gang med 2018 overalt i vores organisation. Også den politiske ledelse – det nye byråd – er kommet godt fra start. Og det til trods for at borgmesteren, som jo er formand for byrådet, har måtte melde sig syg i en længere periode. Det er der fundet en god løsning på, så byrådet kan arbejde så upåvirket som muligt, indtil borgmesteren er tilbage. Byrådets nye og erfarne medlemmer står sammen om at få den politiske ledelse til at fungere til alles bedste, på tværs af de politiske skel. Det er der grund til at sætte stor pris på.

Skive Kommune har en solid økonomi, som er tilpasset de vilkår og udfordringer, vi møder. Derfor er vi også økonomisk set kommet godt ind i det nye år. Der er i 2018 ikke udsigt til markante reduktioner eller opbremsninger, hverken i den kommunale service eller på anlæg. Det giver tryghed for vores borgere. Det giver fortsat udvikling af vores kommune. Og det giver gode rammer for os som medarbejdere til fortsat at levere den gode service og fortsat udvikle vores ydelser, vores kompetencer og os selv som mennesker.

KOMPETENCEUDVIKLING GIVER ØJE FOR NY EFFEKTIVISERING
I administrationen har vi haft en fast årlig reduktion over de seneste år, som blev aftalt politisk tilbage i 2014. For at håndtere den reduktion har vi set på mange forskellige ting. Vi har bl.a. haft kørsel, pauser, indkøb og andet under luppen for finde de penge, som vi hvert år har færre af i budgettet. Lige nu er vi ved at starte et kompetenceudviklingsforløb for alle afdelinger, som skal gøre os klogere på, hvordan vi får øje på yderligere effektiviseringsmuligheder i de daglige opgaver og rutiner, og som skal give os nye værktøjer til at tilrettelægge arbejdet så hensigtsmæssigt som muligt.

Ud over kompetencerne handler det i høj grad også om den rette kultur. Vi skal turde bruge de idéer, vi har til at forbedre og optimere. Vi skal være vågne og have blik for, at der kan være ting, som vi ikke gør specielt smart, men mere fordi det er sådan, vi plejer at gøre. Det kræver mod at udfordre vores egne vaner, og det kræver vilje og vedholdenhed at ændre dem. I denne tid, hvor de gode nytårsforsætter kommer under pres, er det sikkert en problemstilling, mange af jer vil kunne genkende! 

KULTUR MED IDÉRIGDOM OG MOD
I Skive Kommune har vi kompetencerne til at gøre det nødvendige. Vi har også en kultur, som understøtter idérigdom og mod til at gå nye veje, når vi oplever, at det er med til at løfte vores kerneopgave til gavn for kommunens borgere og virksomheder. Vi skal i år arbejde for at sikre, at vi fortsat har de nødvendige kompetencer. Vores faglighed er helt afgørende. Og vi skal arbejde bevidst med at vedligeholde og udvikle vores gode arbejdskultur, hvor en positiv og konstruktiv kritisk sans er en del af vores måde at arbejde og udvikle os på i fællesskab.

Publiceret 20-06-2018