Leder: Hold kursen!

Af Per Mathiasen, kommunaldirektør

Vi begynder så småt at få de første pejlinger på, hvordan kommunens økonomi udvikler sig i år, og om det går som vi planlagde det i Budget 2011. Generelt ser det helt fornuftigt ud indtil videre. Også i år følger vi, i direktionen, meget tæt op på, hvordan det går med økonomien. Regeringen og KL har aftalt at kommunernes budgetter skal holdes, og Folketinget har givet mulighed for at kommuner, der ikke holder budgettet straffes økonomisk, – både individuelt og kollektivt – og sådan en straf vil vi naturligvis undgå.

Desværre er det også sådan, at den økonomiske ramme, vi skal holde os inden for, ikke indeholder de midler vi har sparet op og overført fra tidligere år. På den måde bliver der i nogen grad spændt ben for den gode decentrale økonomistyring, hvor man lokalt kan disponere midlerne og spare op osv. Der er risiko for at man føler sig foranlediget til at bruge de sidste penge i december, bare for at sikre sig at de ikke bliver ’beslaglagt’. Vi skal i Skive Kommune sikre os at dette ikke sker. Vi vil derfor arbejde hårdt på at holde kursen og fastholde vores fornuftige og decentraliserede økonomi, selvom den stigende centrale styring ikke gør det let for os.

RENT LIV og 5.000 ambassadører

Vi befinder os i en af de dele af landet, hvor den samfundsmæssige udvikling giver nogle udfordringer som er med til at sætte den kommunale dagsorden. Befolkningstallet bliver ved med at falde, uddannelsesniveauet og borgernes indkomstniveau er fortsat relativt lavt, og arbejdsløsheden ligger på et højere niveau end tidligere.

Vi har derfor, gennem en længere periode, arbejdet aktivt med strategier der skal imødegå disse udfordringer. Vi arbejder bl.a. med vores styrkepositioner som et middel til at skabe vækst, udvikling og fremgang. Vi har først og fremmest den skønne natur og fjorden, vi har gode fællesskaber, foreninger, aktive landsbyer, vi har en købstad i udvikling, og vi har en helt unik position inden for grøn energi. Alle disse ting er vi glade for og stolte over – og det vil vi bruge som afsæt for ny udvikling.

Vores udfordring er at gøre alle egnens styrker og herligheder kendt ude i landet og i resten af verden. Det skal være kendt for alle, at Skive Kommune er et godt sted at bo, at arbejde, at drive virksomhed, at besøge – kort sagt, et godt sted at leve! Derfor arbejder vi lige nu med at udvikle en målrettet markedsføringsstrategi under pejlemærket ’Rent liv!’ – et pejlemærke som er blevet til i en grundig og veldokumenteret proces. I løbet af året vil du komme til at høre mere om strategien. Vores mål er nemlig at også kommunens medarbejdere er engagerede ambassadører for vores skønne egn.

Senest har vi måtte forholde os til at Indenrigs- og Sundhedsministeriet vil undersøge mulighederne for et affaldsdepot for radioaktivt affald ved Hvidbjerg eller ved Thise. Jeg synes ikke atomaffald rimer særlig godt på ’Rent liv!’ og en placering ved Hvidbjerg lige vest for Skive by eller ved Thise, som er et af vores kraftcentre for økologi og sunde fødevarer, forekommer jo nærmest at være absurd. Ingen ved hvordan processen ender, men alene tanken skaber en usikkerhed, som strider mod alt det vi arbejder for.

 

Publiceret 20-05-2011