Leder: Ledelse i bevægelse

af kommunaldirektør Per Mathiasen

Vi har fået et nyt ledelsesgrundlag. En uddybende og systematisk beskrivelse af hvad vi mener, når vi taler om, at vi vil have god ledelse i Skive Kommune. Det er noget, vi har formuleret i en fælles proces mellem ledere og medarbejderrepræsentanter. Det er jo sådan vi arbejder; taler om tingene og finder frem til den bedste løsning i fællesskab.

Det er ikke noget nyt, at vi har et ledelsesgrundlag, og det nye ledelsesgrundlag er egentlig heller ikke udtryk for, at vi har fået en ny holdning til, hvad god ledelse er. Men det er bygget op efter en ny systematik, som kort sagt handler om, at vi skal have ’rette ledelse på rette niveau’. Denne systematiske måde at forholde sig til god ledelse på er ny for os som samlet organisation.

Grunden til at vi beskæftiger os med ledelse er såmænd heller ikke, at der mangler noget. Vi har allerede rigtig meget god ledelse i Skive Kommune. Vi har en organisation, hvor der i usædvanlig høj grad er engagement og ansvarlighed blandt vores medarbejdere, men så sandelig også blandt vores ledere. Jeg må sige, at jeg er fantastisk stolt af at være en del af en organisation, hvor trivslen generelt er høj og tillægges stor betydning, hvor vi har fokus på udvikling af vores ydelser med kommunens borgere og virksomheder i centrum, og en organisation, som ikke mindst er præget af en meget stor grad af ordentlighed.

Jeg synes, der er behov for – og rigtig god grund til – at holde fast i, at vi har en særdeles velfungerende organisation, dygtige medarbejdere og ledere, som har styr på tingene. Som kommune skal vi tåle kritik, og vi skal forholde os konstruktivt til den. Men vi skal ikke glemme, at grundlæggende fungerer vores organisation, som den skal på langt de fleste områder. Den fungerer endda rigtig godt.

Men krav og forventninger til ledelse ændrer sig. Tidligere var lederen typisk en fagperson, som blandt kolleger påtog sig den ekstraopgave, det var, at lede. Med tiden er ledelse i stigende grad blevet en selvstændig profession. Selvom lederen har fået sin egen ledelsesprofessionalisme, er der fortsat et stort og måske endda stigende behov for, at lederen er med i det daglige arbejde, i de konkrete beslutninger og i hverdagens udfordringer. Derfor er et tæt samspil med medarbejderne og en stor forståelse for fagligheden og arbejdspladsens vilkår igen i fokus, når vi taler god ledelse.

Sådan er ledelse i fortsat bevægelse, og vi har derfor behov for at tage vores ledelsesgrundlag op til revision med nogle års mellemrum, og vurdere og formulere det på ny i den nye sammenhæng vi befinder os i. Det har vi gjort nu.

Læs mere om det nye ledelsesgrundlag på de følgende sider.

 

 

Publiceret 13-06-2016