Leder: Arbejdsro

af kommunaldirektør Per Mathiasen

Jeg kan godt forstå, hvis du synes, kommunens overordnede økonomi kan virke lidt kedsommelig og fjern fra din travle hverdag. Vi kan sikkert hurtigt blive enige om, at økonomien egentlig bare skal være i orden, så vi kan koncentrere os om det, der er vigtigt på vores arbejdspladser: At passe og undervise børnene, at skabe gode rammer for ældre og handicappede, at støtte og udvikle vores erhvervsliv, at arbejde for borgernes sundhed og trivsel, at udvikle egnen, kulturlivet, naturen og de fysiske rammer, at hjælpe ledige med at få arbejde, osv. osv. Alt det vi er sat i verden for som kommune, og som vi brænder for som fagpersoner. Sagen er bare, at økonomien og vores faglige indsats og service til borgerne hænger uløseligt sammen.

I de seneste år har vi haft en del økonomiske udfordringer. Vi har haft et stigende udgiftsniveau, mens indtægtsgrundlaget ikke er fulgt med i samme takt. Der bliver ikke tjent så mange penge blandt kommunens borgere, som i andre dele af landet, hvilket betyder, at vores skatteindtægter ikke er vokset så meget, som de er på landsplan. Og endelig har vi et faldende indbyggertal og en markant forskydning mod færre erhvervsaktive og flere ældre, hvilket har stor negativ betydning for kommunens økonomi, med færre indtægter fra skatter og statstilskud, samt flere udgifter til pleje og overførselsindkomster.

Disse forhold står særligt klart efter den proces, vi lige nu er ved at afslutte om budgettet for 2013. I forhold til tidligere år har den ubalance, vi har arbejdet med i budgettet for 2013, været relativt lille, men vi kan se, at skævhederne i indtægter og udgifter gør, at vi i de følgende år kommer til at mangle penge, hvis ikke vi gør noget allerede nu. Heldigvis har vi et byråd, som har foretaget de nødvendige justeringer i tide, så vi ikke risikerer, at vi i løbet af få år kommer til at stå med ryggen mod muren, som vi ser det i andre kommuner, og skal til at se på mere drastiske ændringer for at rette op på økonomien. Med en rettidig indsats kan vi foretage de nødvendige justeringer i god ro og orden – sådan som vi plejer.

Vi har høj effektivitet, lavt sygefravær og en god økonomi med en fornuftig kassebeholdning og budgetter, der holder. Det skyldes først og fremmest, at indsatsen på vores arbejdspladser er helt i top. Det er dygtige og arbejdsomme medarbejdere og lederes fortjeneste, at vi trods de økonomiske udfordringer år efter år sikrer en høj servicestandard og udbredt tilfredshed blandt borgerne. Så selvom vores økonomiske vilkår ikke er de bedste, leverer vi alligevel varen. Det kan vi, fordi vi bruger vores ressourcer fornuftigt og holder styr på økonomien, så vi kan koncentrere os om det væsentlige.

Målet er, at vi også i årene fremover skal have styr på økonomien, så du og dine kolleger fortsat kan have fokus på den gode arbejdsindsats, som vores borgere er helt afhængige af.

 

 

Publiceret 26-09-2012