Leder: Sund økonomi under pres

af Per Mathiasen, kommunaldirektør

At få budgettet for det kommende år til at hænge sammen forekommer endnu vanskeligere i år, end det har gjort de foregående år. Der er igen i år behov for kraftige tilpasninger, reduktioner og prioriteringer, hvis vi ikke meget hurtigt skal ramme bunden af kommunekassen. Det er denne svære prioriteringsproces som er i gang lige nu blandt byrådets medlemmer og partier.

Jeg plejer jo ellers at sige at vi har en grundlæggende fornuftig økonomi. Det har vi også. Vi er endog meget billige på de fleste områder, sammenlignet med andre kommuner. Jeg har også tidligere udnævnt os selv til danmarksmestre i at holde vores budgetter. Dette skyldes, at der både på de enkelte arbejdspladser og i den centrale økonomistyring er dygtige og ansvarlige ledere og medarbejdere som yder en effektiv service og en sikker styring af vores økonomiske midler. Her står vi rigtig stærkt.

Årsagen til at vi igen i år – trods høj effektivitet og god økonomisk styring – skal skære ned og stramme ind skyldes ”udefrakommende” faktorer. Vi har i Skive Kommune et relativt lavt udskrivningsgrundlag. Borgerne i Skive Kommune tjener ikke så mange penge som i mange andre dele af landet. Vores vigtigste indtægt er skatten på borgernes indkomst og når den er relativt lav har vi selvfølgelig også relativt få penge som kommune.

Samtidig ændrer befolkningssammensætningen sig sådan, at vi får flere ældre som skal have pleje, flere arbejdsløse som skal have overførselsindkomster osv. Alt i alt flere kommunale udgifter for relativt få penge. Dette er hovedårsagen til at vi år efter år skal håndtere en stadig strammere økonomi.

Vi kan også pege på en række faktorer i den statslige styring, som gør det svært at finde balance i økonomien. En løsning kunne jo være at sætte skatten op. Men en stram statslig styring af det kommunale skatteniveau gør, at vi ikke uden problemer kan anvende dette instrument. Der er udligningsordninger mellem rige og fattige kommuner og der er kompensation i statens bloktilskud for den demografiske udvikling, men det ændrer altså ikke grundlæggende ved vores økonomiske udfordring. Og der er ingen tegn på at det ændrer sig, så vi må selv håndtere denne udfordring.

Jeg synes det er positivt, at der er politisk vilje til at forsøge at undgå grønthøstermetoden. Gennem flere år har vi tilstræbt at blive mere konkrete i budgetprocessen, så der ikke blot foretages procentvise besparelser over hele organisationen. Vi kan nok ikke helt undgå det i år, hvilket bl.a. hænger sammen med at KL og regeringen vurderer, at afbureaukratisering, mindre sygefravær og billigere indkøb vil give en generel besparelsesmulighed. Men her kan vi i det mindste forvente, at regeringen dokumenterer besparelsesmulighederne.

Et relativt lavt indtægtsgrundlag, en fortsat stigning i kommunale udgifter og en stram statslig styring gør altså tilsammen, at byrådet igen i år er kommet på hårdt arbejde, selvom vi i Skive har godt styr på at drive vores kommune.

 

Publiceret 15-09-2009