Leder: God ledelse i Skive Kommune

af kommunaldirektør Per Mathiasen

God ledelse er afgørende for, at vi har nogle velfungerende arbejdspladser, hvor vi både har det godt og gør det godt. Lederen skal bidrage ved tilrettelæggelsen af arbejdet, påvirke udviklingen og sikre den faglige standard. Men lederen skal i høj grad også gå foran med hensyn til gode omgangsformer, og arbejde for gode arbejdsforhold og trivsel på arbejdspladsen. For det, at vi trives på arbejdspladsen, er en forudsætning for vores arbejdsglæde og motivation og er dermed i sidste ende afgørende for, at vi som kommune bruger vores ressourcer effektivt og yder borgerne en god service.

Klar tale og god dialog

For mig handler god ledelse bl.a. om at være tydelig overfor medarbejderne om vores mål og forventninger. Det handler også om at udtrykke klare holdninger og værdier, at påskønne og anerkende medarbejdernes indsats, udvise tillid og troværdighed, at skabe en god dialog på arbejdspladsen. Samtidig handler god ledelse også om at turde tale om de svære ting ved f.eks. at tage hånd om problemer og konflikter.

Det er vigtigt, at vi hele tiden stræber efter at udvikle ledelse overalt i vores organisation. Det gør vi på mange måder. En af måderne er de regelmæssige lederevalueringer, og nu er det ved at være tid til at gennemføre en ny evaluering.

Måling af ledelsesværdier

Det, vi måler os på i lederevalueringen, er de ledelsesværdier, som vi selv har formuleret. Da vi faktisk mener noget med disse værdier, er det oplagt, at vi gerne selv forholder os til i hvor høj grad, vi lever op til værdierne. Og vi beder også gerne andre vurdere det, så vi kan få et klart indtryk af, hvordan vores ledelse virker og påvirker mennesker omkring os.

Lederevalueringen er dermed en metode, som giver kommunens ledere mulighed for at forholde sig professionelt og kritisk til egen ledelse på baggrund af meldinger fra omgivelserne om, hvordan deres ledelse fungerer i praksis, og dermed hvordan den kan blive endnu bedre.

En klar og retvisende evaluering er afgørende for, om den kan bruges til noget og dermed får den ønskede effekt. For at din leder kan få udbytte af evalueringen – til glæde for både lederen selv, organisationen og dig som medarbejder – er det derfor vigtigt, at du forsøger at  svare ærligt og sagligt på de spørgsmål, som evalueringen stiller.

Lederevaluering som værktøj til udvikling

Formålet med lederevalueringen er nemlig ikke alene resultatet. Det er naturligvis ikke ligegyldigt om resultatet er godt eller skidt. Men det vigtigste er, at vi alle kan blive bedre, og lederevalueringen er et værktøj til at fokusere vores indsats og målrettet udvikle os i de roller og funktioner vi har – med henblik på at fastholde Skive Kommune som en velfungerende kommune og en attraktiv arbejdsplads.

Lederevalueringerne løber over første halvdel af 2012.

 

Publiceret 12-11-2011