Leder: Trivselsmåling – det er nu det gælder

af kommunaldirektør Per Mathiasen

Du var sikkert en af de næsten 2.500 medarbejdere, som gav sin mening til kende i trivselsmålingen i september og oktober. Det gjorde lidt mere end to ud af tre medarbejdere i Skive Kommune. Den gode svarprocent er et godt udgangspunkt for, at vi nu rigtig kan bruge målingen i det fortsatte arbejde med trivslen på vores arbejdspladser. Jeg vil derfor gerne takke for det engagement, som ledere og medarbejdere indtil nu har lagt i undersøgelsen og ikke mindst en tak for din besvarelse!

Rapporterne med resultatet af de mange besvarelser er lige blevet sendt ud til arbejdspladserne. De er af praktiske grunde sendt til lederne, som repræsenterer arbejdspladsen. Trivslen er – som jeg håber, I er enige i – alles ansvar. Jeg vil derfor bede jer alle forholde jer konstruktivt til det videre forløb med opfølgning på målingen og være med til at bruge jeres viden og erfaring til at bidrage med løsninger på de problemstillinger, som rapporterne måtte pege på, og som kommer frem i den dialog, vi nu skal have på alle arbejdspladserne som opfølgning på målingen.

Det er nu, vi skal høste udbyttet af arbejdet med at gennemføre målingen, og det er nu, du skal byde ind med gode forslag til, hvordan trivslen og samarbejdet bliver endnu bedre på din arbejdsplads.

Det nye byråd

Valget til byrådet er nu vel overstået, og det nye byråd tiltræder 1. januar. I dette nummer af Gnist skriver vi om den nye udviklingsstrategi for hele kommunen, som vi har arbejdet på i løbet af året. Udviklingsstrategien følger op på de mål og visioner, det gamle byråd formulerede ved starten af byrådsperioden og skal samtidig være et solidt afsæt for det nye byråd med de visioner, mål og de indsatser, som de ønsker at gennemføre.

At vi har en strategi er udtryk for, at vi ønsker at forholde os offensivt til de udfordringer, vi forventer at møde de kommende år. Selvom vi har udfordringer med f.eks. et faldende befolkningstal og en stram økonomi, står vi på ingen måde med ryggen mod muren. Vi kan handle rettidigt, hvilket bl.a. giver os mulighed for at starte processerne omkring de store planer og politikker, som det nye byråd skal arbejde med, op i god tid, så byrådet bliver klædt rigtig godt på, får drøftet tingene grundigt, og så der også er tid til at inddrage borgere, virksomheder og andre interessenter i processerne.

Med en veldrevet kommune, en klar strategi og først og fremmest med alle I dygtige og ansvarsfulde medarbejdere, mener jeg, vi er rigtig godt rustet til at støtte op om det nye byråd.

 

Publiceret 10-12-2013