Leder: Kommunen er først og fremmest mennesker

af Per Mathiasen, kommunaldirektør

Vi har lige fået en ny og bedre personalepolitik. En politik som gælder alle kommunens mange medarbejdere på skoler, ældrecentre, børnehaver, døgninstitutioner, kontorer, veje og grønne områder. Uanset hvor du arbejder og hvad du arbejder med har personalepolitikken betydning for dit arbejde, for dit forhold til kolleger og ledere og for dine arbejdsvilkår. Tillykke med det gode resultat og tak til alle som har bidraget med tilkendegivelse af erfaringer med den gamle personalepolitik og ønsker til den nye.

I ”gamle dage” var en personalepolitik et omfattende værk, måske op til flere ringbind, fyldt med regler, retningslinjer og forordninger som alle skulle følge. I dag er personalepolitikken en lille publikation på kun 16 sider som udtrykker vores grundlæggende holdninger til netop arbejdet, relationerne på arbejdspladsen og de grundlæggende arbejdsvilkår. Personalepolitikken er nemlig blevet værdibaseret.

Det betyder kort sagt, at regler, som i princippet skal anvise handlinger i enhver situation, er erstattet af værdier som man skal forholde sig til i situationer, hvor man konkret skal tage stilling og træffe beslutninger.

Skive Kommune er blevet en meget stor organisation og det er ikke længere muligt at lave ”én løsning som passer alle”. Derfor har vi en meget høj grad af decentralisering. Rigtig mange vigtige beslutninger træffes af ledere og medarbejdere i hverdagen, der hvor tingene foregår i praksis. Det gælder også personalepolitikken, som er en fælles ramme som skal udfyldes på den enkelte arbejdsplads. Det er jeg sikker på giver meget bedre, mere målrettede og effektive løsninger.

Medarbejdere og ledere i Skive Kommune er dygtige og vidende mennesker som motiveres af at tage ansvar og gøre en forskel i hverdagen. Dette engagement understøttes ikke at regler. Værdier derimod giver frihed til at finde de gode, konkrete løsninger lokalt og mulighed for at udfolde sig i sit arbejde.

Konsekvensen er bl.a., at den løsning man finder mest passende ét sted ikke dur et andet sted. Der vil altså opstå forskelle på hvordan personalepolitikken efterleves i praksis på de forskellige arbejdspladser. Det accepterer vi, fordi det ikke er udtryk for uretfærdighed og lemfældighed, men for forskellige vilkår, ønsker og behov, som afklares i dialog mellem ledere og medarbejdere på de enkelte arbejdspladser.

At arbejde værdibaseret er i sidste ende et spørgsmål om at vi vil være en moderne og effektiv organisation som sætter mennesket i centrum.

 

 

Publiceret 15-11-2009