Mit navn er Sofie, jeg er 30 år og er andenårs elev ved Skive Kommune. I mit første år var jeg i Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningens Ledelsessekretariat i et halvt år og har det sidste halve år været i Borgerservice.  

Nu er jeg skiftet til Kultur- og Familieforvaltningen, hvor jeg skal være i Økonomi, Kultur og Fritid, Pladsanvisningen, og Sekretariatet. Efter eget ønske skal jeg en måned i HR.

Mit uddannelsesforløb som kontorelev ved Skive Kommune er tilrettelagt, så jeg får en bred indsigt i Kommunens opgaver. Forløbet er præget af medindflydelse i forhold til, hvilke interesser jeg har. Gennem de to år prøver jeg kræfter med opgaver som sagsbehandling, økonomi, vejledning af borgere, valg og MEGET mere.

Min uddannelsesbaggrund er en HTX-studentereksamen, suppleret med et 10 ugers EUD-S kursus, som jeg tog online via Skive Handelsskole. Derudover er jeg uddannet sygeplejerske, som jeg har arbejdet som i godt fem år.

Jeg har taget karriereskiftet, fordi jeg har stor interesse for administrative arbejdsgange, sagsbehandling, økonomi, kommunikation og IT. Disse interesser får jeg, som tidligere nævnt, mulighed for at beskæftige mig med som kontorelev ved Skive Kommune. Efter jeg er startet, har jeg fundet ud af, hvor mange muligheder der ud over dette, også er. Emner som effektivisering af arbejdsgange, robotteknologi og digitale løsninger er nogle, jeg særlig er blevet grebet af, efter jeg er startet.

At man samtidig også har et stort fokus på mulighed for videreuddannelse i Skive Kommune, har gjort, at jeg håber, jeg kan blive i Skive Kommune i mange år.

At være kontorelev er kun kedeligt, hvis man IKKE griber mulighederne ! 

Publiceret 16-10-2019