MED-organisation

Opfyldelse af kommunens mål og ambitioner kræver et højt niveau af samarbejde og intern kommunikation mellem medarbejdere og ledere på alle niveauer. Derfor har vi etableret en MED-organisation, som skal arbejde for at fremme Skive Kommunes mission, vision og værdier, samt kommunens personalepolitiske holdninger og målsætninger.

 

MED-organisationen skal bidrage til de overordnede mål og værdier ved:

  • At forbedre og udvikle samarbejdet, dialogen og tilliden mellem medarbejdere og ledere på den enkelte arbejdsplads og i Skive Kommune som helhed.
  • At sikre alle medarbejdere medindflydelse og medbestemmelse i relation til personale- og samarbejdsforhold, arbejdspladsens drift, opgaveløsning og arbejdsmiljømæssige forhold.
  • At arbejde for sundhed, trivsel og et godt arbejdsmiljø overalt i organisationen.

 

  

Tre niveauer

MED-strukturen består af:

  • Et hoved-MED som dækker hele kommunen.
  • Et antal fælles-MED som hver dækker et område af den kommunale organisation.
  • Et lokal-MED for hver arbejdsplads.

 

Desuden er der en arbejdsmiljøgruppe for hver arbejdsplads.

 

Hoved-MED

For kommunen som helhed er der et Hoved-MED som udgør det øverste organ for medindflydelse og medbestemmelse i kommunen. Hoved-MED drøfter spørgsmål vedr. samarbejde og arbejdsmiljø med betydning for hele kommunen, fastlægger de overordnede politikker og retningslinjer og koordinerer arbejdet i den samlede MED-organisation.

 

Hoved-MED består af direktionens fem medlemmer, den daglige leder af sikkerhedsarbejdet, samt 14 medarbejderrepræsentanter. Kommunaldirektøren er formand. Medarbejderrepræsentanterne udpeger en næstformand.

Medarbejderrepræsentationen i Hoved-MED tager udgangspunkt i hovedorganisationerne LO, FTF og AC og skal afspejle personalesammensætningen. Udpegningen sker gennem organisationerne med følgende fordeling: LO 7, FTF 5 og AC 2. HR-chefen er sekretær for udvalget.

 

 

 

Publiceret 01-05-2014