Arkitektfirmaet hedder BIG, og visionerne er kæmpe. Et kulturhus kaldet Blue House placeret ude i fjorden, boliger med store vinduespartier frithængende ud over åen, et spirallignende udkigstårn placeret ved stien, som løber gennem ådalen. For blot at nævne nogle af Bjarke Ingels Groups mange bud på, hvordan Skive kan se ud i 2040.

 

Helhedsplanen

Se poster med visionen for Big Blue Skive 2040 (pdf - ca 10 MB)

BIG Blue poster

 

BIG Blue Skive 2040 er en folkegave, som SparVest Fonden har foræret til byen i anledningen af sit 25 års jubilæum. Borgmester Peder Christian Kirkegaard forklarer, at BIG Blue Skive 2014 ikke er en færdiggjort plan for byen.
- Det skal forstås som de store blå penselstrøg, der kan bruges i den fremadrettede udvikling af byen. Dette skal ske i et samarbejde mellem kommune, lodsejere, investorer, siger han.

Grotesk planlov
Borgmesteren understreger ligeledes, at der er behov for hjælp fra Christiansborg, hvis planen skal gennemføres. 
- Vi skal have set på planloven. Det virker helt grotesk, at vi i kommuner som Skive ikke i byområder må bygge inden for kystnærhedszonen, når man i de store byer må bygge selv helt ud i vandet, siger han.

Attraktiv by
Formålet med BIG Blue Skive 2040 er at gøre Skive mere attraktiv for nye borgere. Det er kommunens mål at få flere nye borgere, og i stedet for at passivt at se til mens flere og flere danskere vælger at bosætte sig i de store byer, vil Skive gøre en proaktiv indsats.

Blå ressourcer
- Vi vil kæmpe med alle de midler, vi har, for at ødelægge de prognoser, vi næsten dagligt bliver præsenteret for, og bevise at de tog fejl. Blandt andet ved at udnytte de ressourcer, som vi har. De blå res­sourcer. Fjorden og åen, dem skal vi bruge til at gøre vores egn til et endnu skønnere sted at bo og leve, siger Peder Christian Kirkegaard.

 

 

Å-PLANSUDVALGET
Det er Å-plansudvalget, der har taget initiativ til BIG Blue Skive 2040. Å-plansudvalget er et lille hurtigarbejdende udvalg, nedsat af Byudviklingsudvalget, med det formål at fokusere på udvikling af Å-planen. Udvalget består af advokat Anders Jessen Schmidt, arkitekt Dorte Sigh, institutionsleder Leo B. Rasmussen og byrådspolitiker Bolette Dahl Pedersen.

 
BIG
Bjarke Ingels Group (BIG) har skabt markante byggerier i såvel Danmark som resten af verden. Virksomheden har over 170 ansatte med beliggenhed i København & New York. BIG har gjort sig bemærket med projekter som 8Tallet, VM-bjerget og Sjakket. BIG har høstet national og international anerkendelse, blandt andet har arkitektgruppen vundet konkurrencen om den danske pavillon til verdensudstillingen i Kina 2010. Læs mere på BIG.dk

Publiceret 28-05-2015