I EjendomDanmarks årlige vurdering af, hvor gode vilkår ejendommene rundt i landet har, ligger Skive Kommune denne gang som nummer 5.
Byg & Miljøchef Ann Ammitzbo begrunder dels den flotte placering med, at det går rigtig godt med byggesagsbehandlingen i kommunen.
- Vi har formået at holde kadencen med hensyn til sagsbehandlingstid og ligger fortsat i top 10 på ranglisten over EjendomDanmarks måling, siger Ann Ammitzbo.
Ejendomsvenlighed prioriteres højt i Skive Kommune, da det bidrager til at holde gang i ejendommene, tiltrække og fastholde erhverv og borgere. Derfor rangerer Skive Kommune fortsat højt som ejendomsvenlig kommune.
- Samtidig kan vi glæde os over, at der er gang i byggeriet, og vi har i 2020 modtaget knap 30 % flere byggeansøgninger end i 2019, siger Ann Ammitzbo.
Undersøgelsen måler på seks konkrete vilkår, som kommunerne opstiller for ejendomsejere:
• Dækningsafgift
• Grundskyld
• Regulering af lejeboliger
• Sagsbehandlingstiden for byggesager
• Byggesagsgebyrer
• Antallet af ejendomsforbrydelser
Kommunernes rangering på hvert parameter sammenregnes til en placering på den samlede rangliste. EjendomDanmark undersøger forhold, som kommunerne selv har indflydelse på, og som har betydning for ejendommene i kommunerne.