Smittetallet stiger fortsat i Skive Kommune. Derfor blev det på dagens krisestabsmøde vedtaget, at kommunen vil sende en opfordring ud til kultur- og foreningslivet om at lukke ned for aktiviteter. Det sker som et led i kommunens håndtering af den lokale corona-situation.
- Vi kan jo ikke som kommune gå ud og lukke foreninger og kulturinstitutioner. Men vi vil opfordre til, at aktørerne på området selv tager skridtet. Ikke mindst her i efterårsferien, hvor mange har fri og dermed mulighed for at samles andre steder, end der hvor de plejer at færdes, siger Kent Sørensen, der er kulturchef i Skive Kommune og understreger, at det især er de indendørs aktiviteter, opfordringen rettes mod.
- Flere foreninger har allerede meldt ud, at de indtil videre sætter deres aktiviteter på pause. Det er i det hele taget vores oplevelse, at vores idræts- og kulturinstitutioner tager et stort ansvar for at gøre, hvad de kan for at bidrage til at nedbringe antallet af smittetilfælde. De er virkelig gode til at leve op til myndighedernes retningslinjer. Vi ved, at de i vores lokale idræts- og kulturliv hele tiden forholder sig aktivt til den aktuelle situation. Derfor håber vi også, at de vil tage dagens opfordring til sig. Vi har både en fælles interesse og et fælles ansvar i, at smittetallet bliver bragt ned.
Skive Kommune er i tæt, daglig kontakt med Styrelsen for Patientsikkerhed for hele tiden at sikre, at alle kommunale tiltag følger de gældende retningslinjer fra myndighederne.
Yderligere oplysninger
Kent Sørensen
Tlf. 21 72 72 36