
- Det er Skive Kommune, du skal til, hvis du søger Danmarks bedste kommunale sagsbehandling for din virksomhed. Sådan skriver Dansk Industri i en pressemeddelelse, som interesseorganisationen mandag sendte ud i forbindelse med offentliggørelsen af den årlige erhvervsklimamåling.
- At være landets bedste til sagsbehandling, dét er vi virkelig stolte af. Vi har gennem flere år opnået flotte placeringer i netop sagsbehandling i flere af de landsdækkende erhvervsklimamålinger, men at komme på førstepladsen, det slår naturligvis alt. Vi prioriterer samarbejdet med vores virksomheder højt, og vi glæder os over, at de her i undersøgelsen kvitterer med en flot placering, siger borgmester Peder Christian Kirkegaard.
Thomas Lindberg, direktør for Forvaltningen Teknik, Miljø & Udvikling og konstitueret kommunaldirektør tilføjer:
- Det er en afgørende faktor for den lokale vækst og udvikling, at vi kan tilbyde vores virksomheder effektiv og smidig sagsbehandling. De skal opleve, at vi er fleksible, og at vi rykker på deres sager, når de henvender sig til os. Netop samarbejdet med de lokale virksomheder og forvaltningens sagsbehandling er noget, vi har direkte indflydelse på, og det er glædeligt, at vi kan se, at vores indsats virker.
Utålmodighed med Rute 26/34
I målingens samlede placering går Skive Kommune tilbage fra sidste års 7. plads til en 23. plads, hvilket er på niveau med de foregående års målinger.
- Vi havde naturligvis gerne set, at vi opnåede samme flotte placering i år, men vi ved også, at der er kamp om pladserne. Dansk Industri lægger i deres tolkning af resultatet op til, at det er påvirket af, at der begynder at herske en vis utålmodighed med at få forbedret vejforbindelsen til motorvejsnettet ved Herning. Den betragtning er jeg enig i. Derfor knokler vi også som kommune, i øvrigt sammen med nogle af vores stærke, lokale virksomheder, samt nabokommuner for at påvirke på Christiansborg, siger Peder Christian Kirkegaard.
I oktober blev den nye omfartsvej ved Haderup indviet, og i november drog borgmesteren til Christiansborg sammen med repræsentanter for de lokale virksomheder for at italesætte det presserende behov for at få opgraderet Rute 26/34, hvis det skal lykkes at skabe vækst på Skiveegnen. I den forbindelse garanterede transportminister Benny Engelbrecht, at udvidelsen af strækningen vil blive en del af forhandlingerne om den kommende grønne mobilitetsplan for transport – tidligere kaldet transportforliget. Forhandlingerne er planlagt til at gå i gang efter nytår.
Vækst fordrer arbejdskraft
Ét af de vægtige argumenter for, at Skive har brug for vejudvidelsen, er den store aktivitet i GreenLab Skive. Flere ministre har lagt vejen forbi den grønne energi- og industripark. Sidst var det klima- og energiminister Dan Jørgensen, der lod sig imponere. Der er med andre ord stor opmærksomhed på de grønne handlinger, som gennemføres i Skive Kommune.
- Det er en meget positiv udvikling, vi er inde i, ikke mindst på grund af GreenLab Skive, der har tiltrukket nye virksomheder til kommunen. Når der er vækst, stiger også behovet for kvalificeret arbejdskraft. Dette kombineret med en meget dygtig arbejdsmarkedsafdeling, gør at vi bliver en lille smule ramt af vores egen succes, fortæller Peder Christian Kirkegaard.
Med en ledighedsprocent på 2,5 placerer Skive Kommune sig nemlig helt i top med Danmarks laveste ledighed. Tilsvarende har kommunen Danmarks laveste andel af langtidsledige med blot 11,5 procent. De flotte resultater kan godt have medført en tilbagegang i Dansk Industris måling, hvor Skive er faldet i kategorien ’arbejdskraft’ fra en 7. plads til en 30. plads.
- Vi oplever, at vi har et godt samarbejde med egnens virksomheder. Mange af dem bruger jobcentret aktivt til rekruttering af nye medarbejdere. Men med Danmarks laveste ledighedsprocent, er det ikke altid muligt at opfylde virksomhedernes behov. Vi har brancheområder, hvor vi har en reel mangel på arbejdskraft, og det har naturligvis konsekvens for jobcentrets mulighed for at understøtte virksomhedernes rekrutteringsbehov, fortæller Dorthe Hamrum, arbejdsmarkedschef i Skive Kommune.
Uddannelse er højdespringer
Årets absolutte højdespringer i målingen af Skives erhvervsklima er kategorien ’uddannelse’. 31 pladser er Skive rykket frem i årets måling til en 26. plads. Sidste år lå Skive på en 57. plads. Den flotte placering vækker begejstring hos Skive Kommunes skole- og dagtilbudschef, Jens Kvist.
- Et tæt samarbejde mellem alle parter i udskolingen, herunder med de lokale virksomheder har gennem et stykke tid været et prioriteret fokusområde. Vi har gennem et langt, sejt træk arbejdet med at styrke eksempelvis samarbejdet om udskoling, brobygning, partnerskaber og praktikordninger i erhvervslivet. Som nyeste skud på stammen har vi etableret et banebrydende praksisfællesskab mellem Læringsambassaden, Innovation Skive, Business Skive og skole- og dagtilbudsvæsenet på Elværket i Brårupgade. Vi er glade for, at vores arbejde nu viser sig positivt i Dansk Industris måling, siger skole- og dagtilbudschef Jens Kvist.
Også plads til forbedring
Skive Kommune noterer, at der også er områder i målingen, som er gået tilbage siden sidste år. Det handler eksempelvis om kategorien ’fysiske rammer’, ’image’ og ’information og dialog med kommunen’.
- Vi er nysgerrige på, hvad der ligger bag resultaterne i disse kategorier. Eksempelvis vægter vi information og dialog med vores virksomheder højt, og det er et helt centralt punkt for os, som vi gerne vil dykke dybere ned i for at forstå for at kunne forbedre det, siger Peder Christian Kirkegaard.
- Vi lytter meget til de indikationer, vi får fra erhvervsklimamålingen. Vi vil som vi plejer holde et opfølgende møde med Dansk Industri, hvor vi især vil interessere os for, hvordan vi kan forbedre os på de punkter, hvor vi er gået tilbage. Vi ser frem til at tage denne dialog, idet vi ønsker at skabe de bedst mulige rammer for vores lokale erhvervsliv, siger borgmesteren.