
- Vi er utrolig glade for nomineringen og at være blandt de 10 finalister til prisen som Årets Ungdomskommune. Der er stor lokal opbakning til den forebyggende indsats, som er med til at skabe den bedst mulige fremtid for kommunens unge mennesker. Vi håber selvfølgelig, at Skive går hele vejen og tager titlen hjem i år, siger borgmester Peder Christian Kirkegaard.
En samlet indsats for de unge
I Skive Kommune er SSP og fritidsindsatser samlet hos Ungdomsskolen-Skive, hvor mange ungdomsaktiviteter også er samlet.
- Det giver en unik fordel at mange aktiviteter for de unge ligger i samme hus. Her har SSP medarbejdere mulighed for en hurtig og direkte dialog med fritidsmedarbejdere, og det giver en god synergi. Det gør samtidig, at vi har en helt anden og hurtig kontakt til de unge, end hvis de forskellige indsatser sad hver for sig, fortæller ungdomsskoleleder Thomas Andersen.
I Skive Kommune har de unge borgere en høj prioritet – både gennem de gode synergier i den forebyggende indsats, men også når det gælder at tilgodese de unges idéer og interesser.
På Skiveegnen har de unge en stemme
I Skive Kommune giver Ungeudvalget ungdommen en tydelig stemme. Ungeudvalget har i efteråret 2020 ønsket at igangsætte en pulje til at støtte unges initiativer i kultur- og fritidslivet. Dette ønske bliver en realitet allerede i starten af 2021, hvor en spontanitetspulje for unge igangsættes. Puljen kommer til at støtte de gode idéer af unge for andre unge i Skive Kommune, og puljen vil have en kort behandlingstid. Ungdommen får derfor et nyt rum for udvikling og iværksætteri.
Derudover er Skive kåret til Danmarks 6. bedste studieby. Denne nominering er blandt andet tildelt på grund af sine mange fritidstilbud for unge. Her kan eksempelvis nævnes steder som Hal A, Drivhuset og Ungdomsskolen-Skive, som er omdrejningspunkter for fællesskaber.
Stor interesse for den flotte titel
I år har der været rekord mange tilmeldte til prisen som Årets Ungdomskommune. Prisen har været uddelt i mere end 10 år af DUF til en kommune i Danmark, som gør en ekstraordinær indsats for børn og unge. Sidste år vandt Vordingborg Kommune.
De 10 kommuner, som er med i opløbet om at blive Årets Ungdomskommune er: Faaborg-Midtfyn, Gentofte, Holbæk, Norddjurs, Nyborg, Odsherred, Rudersdal, Skive, Svendborg og Vesthimmerland.