Spring navigation over

Skal du også med til Skivemødet?

05-04-2019

Skive Kommune bakker op om Skivemødet og deltager aktivt flere steder

Allerede torsdag den 2. maj starter vi op, når Jobcenter Skive og Code of Care Skive inviterer til en stor jobfestival på Posthustorvet fra kl. 13.00 - 17.00.  Her kan du møde 50 arbejdsgivere og få en snak med dem om jobmulighederne i deres virksomhed. Ligeledes kan du se 100 ledige jobs fra Skiveegnens virksomheder – måske er der et job til dig, eller en du kender.

På Jobfestivalen kan du desuden få Thomas Grønnemarks indspark til motivation og fokus i din jobsøgning, og du kan høre Tonny Mikkelsens fif til brug af LinkedIN.

Se de deltagende virksomheder og meget mere på www.skivejobfestival.dk

Verdensmål på Posthustorvet

Næste dag, fredag den 3. maj, er der igen action på Posthustorvet, når FN’s Verdensmål sættes i fokus kl. 11.00 – 18.00. Her står Skiveegnes Fællesskab om Verdensmålene klar med en udstilling, der lægger op til debat om hvordan vi sammen kan skabe gode lokale løsninger på globale udfordringer.

Foruden debatten vil der være indsamling til mødrehjælpen, smagsprøver på insekter og info om nye affalds-indsamlingsordninger og meget mere.

Fællesskabet om Verdensmålene består af folk fra hele Skiveegnen – kommune, uddannelser, erhverv og borgere. Hvis du vil vide mere om fællesskabet allerede inden Skivemødet kan du finde det på Facebook: Verdensmål Skive.

Ungdommen på Jenle

Godt et par hundrede unge fra Skives gymnasier vil blande sig i samtalen, når Skivemødet åbner teltdøren på Jenle fredag den 3. maj. Kl. 10.00. 

Skive Kommune har i tæt samarbejde med Skivemødet inviteret de unge fra ungdomsuddannelserne med til begivenhederne på Jenle. Her vil de blandt tage en snak med Mads Langer om morgendagens samfund og vende emner som bæredygtighed og grøn energi.

På Jenle er der samtaler både i laden og i teltet, og begge steder er der gratis adgang for alle interesserede. Læs Skivemødets fulde program på skivemoedet.dk