Spring navigation over

Har du set den nye Skiveportalen.dk?

03-09-2019

Skiveportalen.dk er tilbage i et nyt og moderne design, som gør det nemt at finde frem til kultur- og fritidsarrangementer på Skiveegnen

Der sker aldrig en skid i Skive

Jo, det gør der – og nu kan du nemt få det store overblik over arrangementer på Skiveegnen med Skiveportalen.dk, som er i luften i en splinterny og forbedret version.

Den nye Skiveportal vil fortsat fortælle om kultur- og fritidsarrangementer på Skiveegnen, men designet er nyt – og den digitale kalender giver gode muligheder for at finde og dele arrangementer på sociale medier.

”Kalenderen kan filtreres efter alle kunstens regler, så Skiveportalens besøgende nemt kan finde frem til lige præcis de arrangementer, der interesserer dem mest. Den nye portal bliver desuden spædet op med bl.a. reportager, portrætter og interviews fra kultur og fritid”, siger Bent Dyrberg, formand for Kultur- og Fritidsudvalget.

Bent Dyrberg håber, at alle i Skive Kommune vil benytte sig af den nye Skiveportal – og at den med tiden bliver ét af borgernes foretrukne steder at orientere sig om store og små begivenheder:

”I de kommende måneder forventer vi, at flere og flere arrangører og borgere får øjnene op for den nye version af portalen. Vi ved naturligvis, at alt har en begyndelse, men ambitionerne er store, og vi klør utrætteligt på og tror på portalens relevans”, understreger Bent Dyrberg.


Trekløveret bag portalen

Den relancerede Skiveportalen er blevet til i et samarbejde mellem Skive Kommune, Skive Folkeblad og event-appen Pindle.

”Det er en stor fordel, at de tre aktører er gået hånd i hånd om at løfte opgaven”, siger Bent Dyrberg og forklarer:

”Skive Folkeblad har haft kompetencerne til på fornem vis at skabe og vedligeholde en moderne portal - mens Kultur- og Fritidsudvalget har bidraget med midlerne til udvikling og drift, så Skiveportalen forbliver en gratis tjeneste for både borgere og arrangører. Event-appen ’Pindle’ har skabt den digitale kalender på Skiveportalen, som giver et rigtig godt overblik over arrangementerne. Dertil tilbyder Pindle en app, så man også nemt kan finde arrangementerne på mobilen også”.


Den nye www.skiveportalen.dk er online fra den 1. september. Du kan også følge Skiveportalen på Facebook, hvor du får nyheder og nys om begivenheder fra kultur- og fritidslivet på Skiveegnen.