Spring navigation over

Børn må gerne gå hånd i hånd

20-05-2020

Der er flere, der har reageret på, at grupper af børn fra dagtilbuddene i Skive Kommune går to og to og holder hinanden i hånden, når de er ude at gå tur. For alle skal vel holde en meters afstand? Men børn går hånd i hånd på grund af trafiksikkerhed – og det er helt i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens retningslinjer.

’Skulle de ikke holde mindst en meters afstand? Så kan de da ikke gå sådan der?’ Sådan er der flere forbipasserende, der har tænkt, når de har set en gruppe af børn være på tur med deres klasse, børnehaven eller et andet dagtilbud. For børnene går ganske rigtigt og holder hinanden i hånden. To og to ved siden af hinanden. Som om der ikke var coronatider med et afstandskrav på en meter.

- Men det sker altså i fuld overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens retningslinjer og Børne- og Undervisningsministeriets anbefalinger,’ siger Jan Lund-Andersen, der er talsmand for Skive Kommunes krisestab og direktør i kommunens Kultur- og Familieforvaltning.

- Ganske vist er der en generel anbefaling fra myndighederne om, at der skal være én meters afstand fra næsetip til næsetip. Men det gælder ifølge ministeriet ikke i dagtilbud, når der er tale om børns leg, personalets omsorg og arbejde med børnene. Og når de er ude at gå tur, er der et vigtigt hensyn at tage i forhold til trafiksikkerheden. Det er ikke kun fordi, det er hyggeligt, at børnene skal gå og holde hinanden i hånden. Det gør dem også mere opmærksomme på at gå sammen og holde sig på fortovet i god afstand til vejen, end hvis de fik lov til at gå én og én.

Men det er ikke ensbetydende med, at alt er som før på dagtilbudsområdet. For der skal fortsat være et stort fokus på hygiejne, og samvær mellem børnene skal foregå inden for stuen. Afstanden på en meter skal også så vidt muligt overholdes, når der er tale om frokostsituationer, hente-bringe-situationer, forældresamtaler eller lignende.

Gælder også på skoler

Også på skoler, i sfo’er, fritidstilbud og på uddannelsesinstitutioner vil der være aktiviteter eller situationer, hvor anbefalingen om én meters afstand ikke vil kunne efterleves. Det kan for eksempel være i forbindelse praktiske fag, når der er børn, der skal trøstes, ved udeleg og i frikvarterer.

- Også her er det vigtigt, at der er ekstra opmærksomhed. Aktiviteten skal stadig foregå inden for klassen, og der skal stadig være opmærksomhed på de generelle anbefalinger om hygiejne. Men overordnet set er der altså nogle andre retningslinjer på skole- og dagtilbudsområdet, når det kommer til spørgsmålet om afstand. Dem følger vi naturligvis, siger Jan Lund-Andersen.