Spring navigation over

Skive Kommune følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger

20-03-2020

Situationen i forbindelse med coronavirus ændrer sig næsten dagligt, og Skive Kommune følger hele tiden de senest udmeldte anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen. Det sker af hensyn til sikkerheden for både borgere og medarbejdere

Sundhedsstyrelsen har som det seneste meldt ud, at alle der kommer hjem fra udlandet opfordres til at holde sig hjemme i 14 dage. Disse anbefalinger vil fremadrettet også gælde for medarbejdere i Skive Kommune, herunder sundheds- og plejepersonale.

Tidligere anbefalinger

Tidligere var Sundhedsministeriets officielle udmelding i forhold til personale i sundheds- og ældresektoren, at medarbejdere, der vender hjem fra udlandet, fortsat skulle møde på arbejde, men at de havde en særlig forpligtigelse til at være opmærksomme på symptomer. Og hvis de oplevede symptomer på sygdom, skulle medarbejderen tage hjem.

- Jeg vil gerne fastslå, at det naturligvis gælder, at vores medarbejdere ikke skal gå på arbejde, hvis de oplever symptomer på sygdom. Coronasmitte eller ej, det gælder altid, at medarbejdere ikke skal møde syge på arbejde, siger Jan Lund-Andersen, direktør for Kultur og Familieforvaltningen og talsmand for kommunens krisestab.

Ændringer dag for dag

Når det kommer til coronavirus kommer der ændringer stort set dagligt. Der træffes hele tiden nye beslutninger, både på nationalt og lokalt plan. I Skive Kommune arbejder krisestaben konstant på at være på forkant med situationen.

- Vi følger Sundhedsstyrelsens skiftende anbefalinger. Vi har en medarbejder, som lige nu bruger al sin arbejdstid på at følge med i det nye, der kommer. Hun orienterer dagligt krisestaben, som herefter implementerer de nye anbefalinger på fagområderne, siger Jan Lund-Andersen.

Han konstaterer:

- Vi er velforberedte, men vi må også erkende, at vi står overfor en kæmpe udfordring. Vi har som aldrig før brug for alle de raske, varme hænder, vi kan mobilisere. Vi har brug for at stå sammen om den her opgave. Jeg kan kun sige, at vi gør alt, hvad vi kan for at skabe sikkerhed for både borgere og medarbejdere.